garanti

På alle varer i Punkt1 ydes der 2 års reklamationsret. På udvalgte varer ydes længere garanti.

Kom ind i butikken og hør nærmere

Vi håber selvfølgelig ikke, at du får nogen problemer – men sker det, gør vi alt, hvad vi kan for at finde en løsning.

Med nedenstående punkter forsøger vi i hovedtræk at forklare hvilke rettigheder du har efter købeloven, når du har købt varen i en almindelig butik.

Gode råd hvis uheldet skulle være ude

Skulle der opstå problemer med varen, hjælper vi dig gerne – men vær venligst opmærksom på at huske at gemme papirerne:

  • Gem din kvittering, den skal du bruge, hvis der opstår fejl på produktet. Er kvitteringen bortkommet, kan en kontoudskrift eller en dankortkvittering i nogle tilfælde være bevis for dit køb.

Husk at elektronik er følsom:

  • Selv de bedste varer holder ikke til alt. Læs brugsanvisningen så du ved, hvad du skal være opmærksom på, og hvordan du bruger og vedligeholder produktet. Mister du brugsanvisningen, kan du ofte finde den på producentens hjemmeside.
  • Elektroniske apparater er meget følsomme over for påvirkning af fugt, ekstrem varme, slag og stød og forkert elektrisk spænding.
  • Når et koldt apparat tages ind i varmen dannes der kondens, som kan give fugtskader. Tænd derfor først apparatet, når det har samme temperatur som omgivelserne.
  • Fejl ved elektroniske apparater kan f.eks. skyldes husstøv, dyrehår, tobaksrøg, stegeos, eller sod fra stearinlys. Tænk derfor over, hvor du anvender og opbevarer dine apparater. Nogle, men ikke alle apparater, kan renses.
  • Batterier skal behandles i overensstemmelse med brugsanvisningens anvisninger om opladning og afladning mv., ellers kan batteriets levetid blive væsentligt nedsat.

Hvis du får problemer med varen:

  • Oplever du problemer med varen, så kom ind med den og forklar os, hvad problemet er. Jo mere nøjagtigt du kan beskrive fejlen, des bedre kan vi hjælpe dig.
  • Hvis varen er besværlig at transportere, kan du kontakte os pr. telefon, så vi kan aftale nærmere. Nogle problemer kan løses telefonisk, uden at vi ser varen.
    Hvis der er tale om en periodisk fejl – altså en fejl, der ikke er der hele tiden, men opstår indimellem er det ikke sikkert at vores værksted kan finde den. I disse tilfælde er det ekstra vigtigt, at du grundigt beskriver fejlen og hvornår og i hvilke situationer, den opstår.
  • Før du kontakter os, kan det være en god idé at tjekke, at apparatet er korrekt tilsluttet. Du har to års reklamationsret for bl.a. fabrikations-og materialefejl. Skulle du opdage en fejl på din vare, er det vigtigt, at du kommer med den hurtigst muligt, da det ellers kan være svært at afgøre, om problemet skyldes en oprindelig fejl, der er dækket af købelovens reklamationsret, eller om fejlen skyldes slid eller forkert anvendelse.
  • Viser det sig, at der er en oprindelig fejl ved varen, kan du vælge at få den repareret eller ombyttet til et tilsvarende produkt. Vi har ret til at reparere varen, hvis det er uforholdsmæssigt dyrere for os at ombytte den, og vi i øvrigt kan udføre reparationen inden rimelig tid (typisk ved hvidevarer).
  • Hvis det ikke lykkes for os at reparere fejlen første gang, kan vi i nogle tilfælde have ret til at forsøge at udbedre fejlen igen. Hvis det ikke kan lade sig gøre at udbedre fejlen inden rimelig tid, har du krav på at få pengene tilbage, et afslag i prisen eller at få varen ombyttet til en vare magen til den oprindeligt købte.
  • Hvis det er klart, at du selv er skyld i fejlen, eller viser det sig, at der ingen fejl er, vil vi opkræve et rimeligt gebyr for at undersøge varen. Det er dog en forudsætning, at du personligt har fået oplysning om gebyret og dets størrelse ved indleveringen.
  • Der gælder andre salgsbetingelser, når der er givet garanti. Er der en garanti, afhænger dine rettigheder af, hvad der står i garantien. Her skal garantigiver bevise, at en fejl ikke er omfattet af garantien, derfor kan vi normalt ikke kræve undersøgelsesgebyr, når der er givet garanti. Selvom der er en garanti, har du stadig dine rettigheder efter købeloven.